Jeremy Thomas-Poulsen

Theatre Director

“I want to burn with the spirit of the times. Yes, the theatre can play an enormous part in the transformation of the whole of existence.” ― Vsevolod Meyerhold

Ungt Teaterblod giver Drømmens Faner ★★★★★★ (6 stjerner)

Posted on 17 Nov 2016 in Danish, News, Spoken Word | 0 comments

ANMELDELSE: DRØMMENS FANER, KØBENHAVNS MUSIKTEATER (TEATER ORDBLINDT)
17. november 2016 Jonathan Stahlschmidt Anmeldelse, København
Af Jonathan Stahlschmidt
 
Kender du den slags restauranter, der har så meget forskelligt på menukortet, at man tænker ”Det kan da umuligt være godt, det hele?” Du kan starte med bruschetta eller en rejecocktail, vælge mellem stægt flæsk eller crispy ebi til hovedret, og så er der både sandkage, tiramisu og belgiske vafler til dessert. Det er den slags restauranter der aldrig har hørt om ”less is more”. De prøver i øst og i vest at tilfredsstille gæsten, men knækker over på midten. For megen iver, for lidt fokus. Ringe.

Lige præcis den faldgrube, har Københavns Musikteater og Teater OrdBlindt styret i en stor bue uden om. Til gengæld formår de med deres Michael Strunge-teaterkoncert at opspænde både dans, musik, spoken word, leg, øl og cigaretter med en balance, der er både rørende og ligeså skrøbelig, som Strunge selv var. Hvis du gerne vil fascineres og forføres af en treenighed af energiske performere, opleve koncertstemning, beatnik-cafékultur og drønrealistiske gadebilleder, så skynd dig, skynd dig, skynd dig ind at se ’Drømmens Faner’!

Omgivelserne her bærer også en skrøbelighed, tænker jeg på et tidspunkt. I Københavns Musikteaters lokaler på Ragnhildgade, er blackbox’ens dør ud til det omkringliggende kvarter så tynd, at man hører glammen fra hundene, der bor hos genboen – et punkrock-agtigt kollektiv. Væggen ind til naboen – KBH+’s projektakademi – er også tynd nok til, at en tyverialarm stemmer i med en guitars akkord for en stund. Vi er i grænselandet mellem Nørrebro og Østerbro. Spillerne tager alt det udefrakommende ind. Spiller igennem det og med det.

Scenen var allerede sat udendørs, inden vi blev vist ind i salen. Men på en måde, som jeg ikke kan give forestillingen point for: Dis og fuldmåne var et lykketræf, for det fungerede som den perfekte atmosfæriske overgang til den teatertåge, der omsluttede de tre rokkende skikkelser på scenegulvet. De var allerede i gang med første rockballade, og vi stimler sammen foran dem. Koncertstemningen kom over os. Så gav de os puder, som vi kunne sidde på. Og det var svært ikke at falde pladask for digteren, danseren og musikeren. Lige ned på hug, sad vi som omkring et lejrbål.

Digteren Rasmus Rhode, der som en af Danmarks mest prominente slam-poeter, bider ordene over med stor musikalitet, fordøjer dem ligeledes med stor indlevelse. Danseren Stephanie Nguyen, der udover at have tourneret med Madonna, før har medvirket i musicals på Gasværket og i Århus, viser knivskarp koordination af kroppen, men også ordet. Sagt såvel som sunget. Musikeren Rumle Langdal har sammen med Rasmus Rhode komponeret musikken til forestillingen og er desuden i år EP-aktuel.

Da jeg hørt,e at castet bestod af tre så forskellige artister, havde jeg ikke forestillet mig en så organisk og sammenhængende fremførsel af Strunges digte. Det fascinerende er, at selvom øjet oftest falder på Stephanies dans, øret oftest finder hen til Rumles gyldne stemme, og hjernebarken holder mest fast i Rasmus’ tekstleverance, trods alt det, er der ingen der falder igennem på, hvad der ikke er deres spidskompetence. De laver smukke harmonier og koreografier sammen. Bedst er det næsten, når de ved de mere euforiske digte lader en stærk spilleglæde stråle ud over gulvet fuldt af publikum. Stor ros, også til instruktøren Jeremy Thomas-Poulsen.
Forestillingen er naturligvis ikke uden en vis tristesse. Og man slipper ikke for den depressive Strunge, serveret i et New Order-lignende, elektronisk nummer. Men man får også den eftertænksomme akustiske Strunge. Og jeg er overrasket over, hvor godt humør man kan blive i den overordnede melankoli og morbiditet taget i betragtning.

Jeg blev især fascineret af en detalje i lydbilledet. I en overgang fra ét digt til et andet, er der klippet gadelyde og småsnak ind. Svagt kan man høre en raspende stemme og rustne instrumenter – her genkendte jeg Tom Waits med ”Cemetary Polka”, og måtte trække lidt på smilebåndet, da det er et meget underholdende og drivende morbidt nummer – nogen har redigeret det ind med eftertanke, og netop derfor virker forestillingen på mig så helstøbt.
En lille fodnote: Hvis man som publikummer ikke orker at sidde på gulvet på en pude hele forestillingen, kan man efter første nummer være hurtig og bede om en stol, inden lyset slukker igen.

Jeg har selv lidt knas med at sidde på den måde – men jeg gjorde det for at få den tiltænkte oplevelse. Og da forestillingen var forbi, og jeg rejste mig igen, sov begge mine ben. Men jeg var selv lysvågen. 

http://ungtteaterblod.dk/anmeldelse-droemmens-faner-koebenhavns-musikteater/