Jeremy Thomas-Poulsen

Theatre Director

“I want to burn with the spirit of the times. Yes, the theatre can play an enormous part in the transformation of the whole of existence.” ― Vsevolod Meyerhold

CphCulture giver Drømmens Faner ★★★★★ (5 stars)

Posted on 11 Nov 2016 in Danish, News, Spoken Word | 0 comments

Københavns Musikteater er rykket ud af de klassisk smukke lokaler overfor Café Sommersko i Kronprinsessegade og ind i en graffitidækket bygning ved siden af bolsjefabrikken og en skatebaner på Ragnhildgade 1, østerbro. Der skal nu satses på en yngre profil (under 30) og samtidig inddrages nogle af de mange udsatte mennesker, der findes i området.

I samarbejde med Teater OrdbBlindt åbner man ballet med en Michael Strunge-forestilling og det er slet ikke nogen dårlig ide, for Strunge har ikke bare formået at appellere til nye generationer med sin hårdtslående digtning. Hans værker er tilmed fast pensum i skolerne.

På Bådteatret kunne vi tidligere på sæsonen opleve en anden Strunge-forestilling i en gennemkoreograferet opsætning på Bådteatret. Men i disse rå lokaler får denne Strunge-forestilling en autenticitet, der synes at nå endnu dybere. Det skyldes ikke mindst de tre performere på scenen, Rasmus Rhode, Stephanie Nguyen og Rumle Sieling Langdal.

Sidstnævnte har en sjælden musikalitet, der også smitter af i replikkerne, og en ordmæssig krævende tekst bliver formidlet med imponerende ungdommeligt overskud. Sammen med Rasmus Rhode har Rumle Langdal endvidere komponeret den fortryllende musik, der formår at understøtte Strunges mest lyriske tekstpassager. Anslaget er befriende voldsomt – en punkkoncert! – men snart får den mere stilfærdige poesi lov til at tage over, og DRØMMENES FANER vajer herefter også for os.

Iscenesætter Jeremy Thomas-Poulsen formår sammen med scenografen Kasper Hansen at vende forestillingens spartanske indpakning til en fordel, og sjældent har en nogle tomme ølflasker givet så megen mening i teatersammenhæng. Lysafviklingen kunne dog godt ske med lidt større fornemmelse for den sarte kunst, vi her står overfor – ikke mindst i de afsluttende scener.

DRØMMENES FANER er dog alt i alt blevet en forestilling, som man føler sig overbevist om, at selv en Michael Strunge ville have været glad for.

http://www.cphculture.dk/a664droemmenesfaner.html